Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Tagensbo Skoles logo
Mobil menu

KKFO Uglen

Uglen - vores Fritidstilbud for børnene fra 0.-3. årgang.

En vigtig del af Tagensbo Skole er vores fritidsordning – KKFO Uglen. Uglen har åbent om morgenen fra 6.00-8.00, hvor børnene kan komme og få morgenmad samt en rolig start på dagen inden skoletid. Om eftermiddagen er der åbent igen, når børnene har fri fra skole. Fritidsordningen ligger fysisk på skolens matrikel. Dette gør, at børnene hurtig omstiller sig til fritiden og at overgangen er nem og tryg.

Eftermiddagstiden varer til klokke 17.00 og her har vi et stort udvalg af aktiviteter, som børnene kan deltage i. Vi tror på, at børnene udvikler sig bedst gennem at overveje egne valg og øve sig i at mærke efter, hvad de selv har brug for. Derudover ønsker vi, at børnene er fantasifulde og legende. Derfor har vi stort fokus på at understøtte deres lege og legerelationer.

Uglen arbejder ud fra en mission om at ’Alle børn skal opleve at have succes’. Det sker ved at ’alle børn får lige muligheder gennem forskellige tilgange’. Begge udsagn stiller store krav til os. Hvis vi vil skabe succes for det enkelte barn og sørger for at de får lige muligheder, så kræver det et stort kendskab til det enkelte barn. Det skaber en stor tryghed for børnene, at vi har en tæt relation og en stor viden om alle vores børn.
I Uglen tror vi desuden på at tryghed er fundamentet for udvikling. At børnene oplever og lærer bedst, når de er trygge. Derfor bruges den sidste tid af skoledagen på indtjekning på Uglen. Her hører børnene om dagens aktiviteter og har mulighed for at vælge de aktiviteter, som de har lyst til den dag. Vi sørger desuden for at alle børn ved hvem, de skal følges med når skoledagen afsluttes. Derfor ved alle børn, hvad de skal og hvem de skal være sammen med, når Uglen åbner.

I alle klasserne fra 0. årgang til 3. årgang er der skolepædagoger i klasserne som indgår i et tæt samarbejde med lærerne. En pædagog har i gennemsnit 15 timer ugentligt i klassen og er altid med på udeskole. Dette skaber en stor viden om hele barnets dag og bevirker at indsatser omkring enkelte børn eller børnegruppe kan gennemføres hele dagen. Også i Uglen.
I den tætte dialog mellem skole og hjem spiller pædagogen endnu en stor rolle, da forældrene om eftermiddagen kan få information om hele dagens forløb ved at tale med klassens pædagog, når man henter sit barn.

Det første fysiske sted, som børnene oplever på Tagensbo Skole er Uglen. Det gør de fordi, at børnene i Københavns kommune typisk starter 1. maj. Det kalder vi 1. maj perioden. I de to måneder, maj og juni, hvor de går i ’Mini Uglen’ arbejder vi særligt med tryghed, venskaber og stærke relationer mellem pædagoger og børn. For at skabe en god overgang har pædagogerne, der tager imod de nye børn, været på besøg i børnenes børnehaver. De pædagoger der modtagerne børnene følger ligeledes børnene helt indtil 3. klasse. Det gør vi for at skabe kontinuitet, da kontinuitet skaber tryghed og tryghed er som sagt fundamentet for udvikling hos os i Uglen.