Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Tagensbo Skoles logo
Mobil menu

Vinterhilsen - februar 2020

 

Kære forældre på TGB

Åbning af Københavns Museum

Fredag i uge seks var jeg til åbningen af Københavns Museum. Her skulle to af vores elever fra 6. årgang holde åbningstale. Mona og Abdullah strålede på talerstolen foran et hav af mennesker og efterfølgende viste de rundt i lokalet, som de og kammeraterne havde været med til at udvikle. Der var kø helt fra museet op til Rådhuset. Ja, der var mennesker overalt. Åbningen var kulminationen af et mangeårigt samarbejde mellem museet og vores børn fra 6. årgang og 9. årgang. De har været med til at lave en permanent udstilling på museet, som viser, hvordan det er at gå i skole her hos os. I mine mange år i skoleverdenen har jeg aldrig oplevet noget lignende. En helt igennem fantastisk oplevelse.   

Skolebestyrelsesmøde med kontaktforældrene

I januar afholdt skolebestyrelsen det årlige møde mellem kontaktforældrene og skolebestyrelsen. Udover den årlige årsberetning, hvor vi fremlagde årets resultater og udviklingsområder, havde vi dialoger omkring funktionsbeskrivelsen for kontaktforældrene og skolehjemsamarbejdet generelt. Det var ifølge undertegnede og Martin en kanon oplevelse med masser af input og konstruktiv debat om udviklingen af skolen. Jeg afsluttede mødet med at sige tak for de mange arbejdsopgaver, som ligger klar til skolebestyrelsen på de kommende møder. Bare for at skitsere udviklingen, så var der forrige år ni forældre, og i år var der 50 forældre. Det er utroligt rart og betryggende, at vi er så mange, der er interesserede i skolens positive udvikling. Tak for det alle sammen!

Gallafest hos de ældste:

Torsdag i uge seks afholdt vi den årlige Gallafest hos de ældste elever. Endnu en gang var det en særlig aften for både børn og voksne. Der blev spist pizza, chips og drukket sodavand til den store guldmedalje. Det hele blev krydret med masser af dans, smil og venskaber på tværs af klasser og årgange. I mine samtaler med lærerne under aftens festivitas, siger flere af lærerne ”Ja man kan sgu ikke gøre andet end holde så meget af de unger”. Det glæder mig utrolig meget, da netop den professionelle kærlighed til vores børn, er så afgørende for vores børns skolegang.

Det store elevråd

Vi arbejder i skrivende stund med det store elevråd omkring tre punkter, som eleverne har udvalgt, som indsatsområder.

  • Spædende undervisning
  • At føle sig til grin i undervisningen (læs læringsfremmende klima)
  • At føle sig som en del af et fællesskab

Eleverne har nu været igennem en workshop omkring spændende undervisning. Efterfølgende skal vi igennem de to andre punkter. Det er blevet til flere klare anbefalinger til os som skole og til eleverne på skolen. Dem skal vi nu bearbejde og fremlægge for lærerne og eleverne. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan elevernes udsagn passer med den forskning, der er på området.

 

Ny Souschef

Vi skal igen ud og søge en ny souschef, da Rebekka har valgt at opsige sin stilling hos os. Det blev et kort men lærerigt bekendtskab med Rebekka, der vil holde en arbejdsmæssig pause. Vi siger Rebekka mange tak for den gode indsats og ønsker hende held og lykke i fremtiden.  

I den forbindelse har vi påbegyndt en ansættelsesproces og forventer, at have en ny souschef 1. maj. Ind til 1. maj overtager undertegnede 0.-4. årgang og Charlotte tager sig af 5.-9. årgang  

Afslutningsvis håber jeg, at I har haft en god vinterferie.

Med venlig hilsen

Tommy